Barrikaden fungerer i det store hele som en autonom forening og vi har vores egne møder hver 14. dag, hvor vi selv tilrettelægger driften af bogcaféen, nyanskaffelser, arrangementer mv. Men bogcaféen er også en gruppe i Ungdomshuset, som refererer til Ungdomshusets mandagsmødes fællesbeslutninger. Igennem mandagsmødet samarbejder de forskellige grupper og aktivister i huset, og planlægger sammen arrangementer, træffer beslutninger, løser de udfordringer der opstår løbende og styrer driften af huset i fællesskab.
Bogcaféens lokale bruges også ofte til møder får både hus-grupper og udefrakommende grupper, som backstage-lokale for optrædende og som café ifm. de ugentlige folkekøkkener. Som gruppe i huset har Barrikaden desuden en social funktion, som et hyggeligt fællesrum, hvor man altid kan finde plads til en mere stille snak og hygge. Især for nyankomne er Barrikaden en hyppig indgangsvinkel, og vi svarer på mange spørgsmål om Ungdomshusenes historie, hvordan huset fungerer, aktuelle begivenheder og alt muligt andet!